Kampagnefilm skal øge kendskab til hjælpelinje om spilafhængighed

02, dec 2019

Den 2. december lancerer Spillemyndigheden en kampagne, der skal øge danskernes kendskab til ”StopSpillet”, som er Spillemyndighedens hjælpelinje om spilafhængighed.

Hjælpelinjen åbnede den 2. januar 2019, og har allerede haft god udbredelse med knap 700 opkald.
 
Kendskabet til den uvildige hjælpelinje skal dog gerne blive endnu større og derfor kan danskerne fra den 2. december støde på tre forskellige film af 30 sekunders varighed; både på landsdækkende TV, sociale medier og streamingtjenester.

Kampagnen har titlen ”Pokerfjæs” med undertitlen ”Hvis du ikke kan sige det højt, kan du sige det til os”. De tre film beskriver relationen mellem tre forskellige spilafhængige og deres familie og venner. 

Filmene viser tre personer (en familiefar, en mor og en ung fodboldspiller) i hverdagssituationer, som på overfladen ser helt almindelige ud. Alle tre personer gemmer dog på en hemmelighed. De er spilafhængige, og holder det hemmeligt for familien og vennerne. 

Der er hjælp at hente
-Formålet med at bruge ressourcer på en landsdækkende kampagne er først og fremmest at udbrede danskernes kendskab til StopSpillet, siger direktør Birgitte Sand. – det handler om at  gøre danskerne opmærksomme på, at der findes en uvildig, fortrolig og samtidig gratis hjælpelinje for spillere, pårørende og fagpersoner. 
Det er afgørende, at danskerne ved, at der er hjælp at hente, hvis man selv - eller en man kender - er endt i en ulykkelig situation på grund af spil, siger Birgitte Sand og suppleres af kontorchef Linda Lomborg, der er ansvarlig for hjælpelinjen:
 - Heldigvis er der allerede mange, der ringer og får god hjælp og rådgivning, men danskerne skal vide, hvor de kan ringe hen, også selvom man ikke har brug for at ringe nu og her. 

Forsøg med chatfunktion
Som noget nyt vil der på StopSpillet.dk fra den 2. december være en chatfunktion. Chatten er en forsøgsordning, hvor man - udover at ringe til hjælpelinjen - desuden har mulighed for at skrive til en rådgiver.

Spillemyndigheden har planer om at gentage kampagnen i løbet af de næste år.

Se de tre film

"Fødselsdagen""Middagen"

"Omklædningsrummet"