Salgsfremmende foranstaltninger med gennemspilskrav

Et gennemspilskrav ser man ofte i forbindelse med en spiludbyders tilbud om salgsfremmende foranstaltninger.

Men hvad er et gennemspilskrav?

Det kan fx lyde således

Bonussen skal omsættes 10 gange

eller

Indskud og bonus skal omsættes 10 gange

Det betyder, at du skal spille for det beløb, som du har modtaget i bonus x det antal som gennemspilskravet lyder på.

Hvis du indsætter 100 kr. på en spilkonto og får 100 kr. i bonus kan det indebære følgende: Hvis du skal omsætte bonussen 10 gange, skal du omsætte 100 kr. x 10 = 1.000 kr. på spillesiden, inden du kan få lov til at hæve eventuelle gevinster, som du har vundet i forbindelse med din bonus. Hvis du skal omsætte både indskud og bonus, skal du omsætte for (100 kr. + 100 kr.) x 10 = 2.000 kr., inden du kan få lov til at hæve eventuelle gevinster, som du har vundet i forbindelse med din bonus.

Regler om gennemspilskrav

Et gennemspilskrav må efter spillelovgivningen ikke være mere end 10 gange.

Hvis du har vundet en gevinst i forbindelse med din bonus, skal du være opmærksom på, at der efter spillelovgivningen ikke må være tilknyttet et gennemspilskrav til den vundne gevinst. Alle spil, der kan anvendes til at opfylde gennemspilskravet, skal bidrage 100 procent til gennemspilskravet. Dette betyder, at et spil ikke kun kan bidrage med eksempelvis 50 procent til opfyldelse af gennemspilskravet.

Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på alle de vilkår og betingelser, der er tilknyttet til et tilbud, inden du accepterer at modtage en salgsfremmende foranstaltning.

Bemærk
Du skal også være opmærksom på, at hvis der er et krav om indskud tilknyttet tilbuddet, skal den salgsfremmende foranstaltning have samme værdi som indskuddet.

Læs mere om regler for salgsfremmende foranstaltninger.

Gennemspilsgenerator

I denne gennemspilsgenerator kan du udregne, hvor meget du skal spille for, for at opfylde kravet til en salgsfremmende foranstaltning med et gennemspilskrav.

Bemærk:
Du skal vælge, om der er gennemspilskrav tilknyttet både bonus og indskud, når du bruger gennemspilsgeneratoren.

Dette fremgår dog ikke altid tydeligt af tilbuddet, og det kan derfor være nødvendigt at kigge nærmere på de konkrete regler og vilkår for det enkelte tilbud.