FAQ: Verificering og dokumentationskrav 

Hvorfor skal jeg oplyse mit navn og cpr-nummer?

Alle spiludbydere med tilladelse fra Spillemyndigheden er forpligtede til at have et godt kendskab til dig som kunde og skal derfor bede dig om at bekræfte/verificere dit navn cpr-nummer.

Dette vil i de fleste tilfælde foregå i forbindelse med kontooprettelse, når du anvender et elektronisk ID (NemID/MitID). 

Nogle spiludbydere tilbyder en midlertidig konto. Denne type konto giver dig mulighed for at spille i 30 dage og indbetale maksimalt 10.000 kroner uden at være verificeret. Du vil ikke kunne få udbetalt midler fra en midlertidig konto, før du har gennemført verificeringsprocessen. Vær derfor opmærksom på, at du er i besiddelse af tilstrækkelig dokumentation, inden du begynder at spille. 

Der kan være tilfælde, hvor en spiludbyder kan/skal bede dig om oplysninger på et senere tidspunkt i kundeforholdet for at overholde juridiske forpligtelser. Dette kan fx være for at overholde forpligtelser i medfør af hvidvaskloven. Se nærmere om spiludbydernes hvidvaskforpligtelser her. 

Hvorfor skal jeg sende dokumentation? 

Der kan være flere årsager til, at spiludbydere beder om dokumentation fx:

  • For at bekræfte din identitet.
  • For at kontrollere, at du er gammel nok til at spille. 
  • For at kontrollere, om du har udelukket dig selv fra spil.
  • For at overholde forpligtelser i forhold hvidvask.
  • For at overholde forpligtelser i forhold til ansvarligt spil.

Hvordan foregår verificeringsprocessen?

Spiludbyderne vil anmode om specifikke dokumenter for at bekræfte din identitet. Mange spiludbydere vil have en funktion på deres hjemmeside, hvor du vil kunne uploade dokumentationen. Andre spiludbydere beder dig sende dokumentationen via e-mail. 

Er det sikkert at indsende dokumentation til spiludbyderen?

Nogle spillere er ikke trygge ved spiludbyderens krav og frygter, at deres oplysninger kan blive misbrugt. Spiludbyderne må dog udelukkende indhente dokumentation fra dig som led i deres udbud af spil. Spiludbyderen er underlagt Spillemyndighedens tilsyn. Derudover er spiludbyderne underlagt databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven (GDPR), og Datatilsynet fører tilsyn med, at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt. 

Hvilke dokumenter kan spiludbyderne kræve?

Det står hverken i spilleloven eller i hvidvaskloven, hvilke oplysninger eller hvor meget dokumentation en spiludbyder må bede om for at opnå kendskab til dig som kunde. Dette beror på en konkret vurdering af kundeforholdet. En spiludbyder har derfor i høj grad metodefrihed til at sikre, at deres kendskab til dig er tilstrækkeligt. Spiludbyderen skal kunne godtgøre deres kendskab til dig over for Spillemyndigheden.
Spiludbyderne kan blandt andet efterspørge billede af pas, kørekort, sundhedskort og betalingskort. Denne form for dokumentation er en pålidelig og sikker måde at bekræfte din identitet og sikrer, at du betaler for spillet med dine egne midler. 

Hvorfor spørger spiludbyderen ind til min økonomi? 

En spiludbyder skal løbende sikre og om nødvendigt opdatere deres kendskab til dig, både hvad angår transaktioner og spilmønstre. Spiludbyderne skal over for Spillemyndigheden kunne redegøre for, hvor dine penge til spil kommer fra. Det betyder, at hvis dit spilmønster ændrer sig, eller hvis du spiller for store beløb, kan du blive bedt om at fremsende oplysninger, der redegør for din indtægt eller formue. Dette kan fx ske ved, at spiludbyderen beder dig om at indsende lønsedler fra din arbejdsgiver og/eller kontoudskrifter fra din bank.

Spiludbyderen er forpligtet til at være opmærksom på problematisk spiladfærd og spilafhængighed. Kendskab til spillerens økonomi er derfor et af de redskaber, spiludbyderen kan anvende til at sikre, at spillerne beskyttes mod at udvikle en problematisk spiladfærd.

Hvor længe tager verificeringsprocessen?

Det kan variere, hvor længe det tager for den enkelte spiludbyder at gennemgå det indsendte materiale.
Hvis en spiludbyder kan bekræfte din identitet elektronisk (via NemID/MitID), kan processen være gennemført på et øjeblik. Hvis du bliver bedt om at levere dokumenter, kan processen tage længere tid. 

Det kan være en god idé at være opmærksom på, at de indsendte dokumenter tydeligt kan aflæses, og at spiludbyderens formkrav til dokumentationen er opfyldt.

Hvordan klager jeg over en spiludbyder?

Hvis du overvejer at klage over en spiludbyder, kan du læse mere om dine muligheder her. 

Fik du ikke et svar?

Hvis du ikke fandt et svar på dit spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Spillemyndigheden via vores kontaktformular.