Spillemyndigheden vil være bedre kendt af danskerne

05, sep 2018

Pressemeddelelse:

Fra den 8. september skal en 30 sekunders reklamefilm udbrede danskernes kendskab til Spillemyndigheden.

Filmen inviterer danskerne med ind i Spillemyndighedens univers, hvor en skuespiller personificerer styrelsen. Hun sidder symbolsk i en høj stol på sidelinjen og kigger med, når danskerne spiller på spilleautomater, skraber skrabelodder eller spiller online-væddemål på en fodboldkamp.

Danskerne skal, når de har set reklamen, vide at Spillemyndigheden, som er en styrelse under Skatteministeriet, sikrer et velreguleret spilmarked til gavn for spillere i Danmark og ”lægger mærke til fair spil”, som reklamens pay-off lyder.

Spillemyndighedens smiley

Netop ”tilladelsesmærket”, som alle spiludbydere, der er godkendt af Spillemyndigheden, har ret til at bruge i deres kommunikation, har en central rolle i filmen. – Man kan sammenligne vores mærke med en smiley-ordning for spiludbydere, siger direktør Birgitte Sand: - Mærket fortæller spilleren, at spiludbyderen har tilladelse fra Spillemyndigheden, og at vi fører tilsyn med udbyderen.

Spil, og især ansvarligt spil er meget i fokus og med rette, fortsætter Birgitte Sand. Tidligere i år blev en politisk aftale om nye tiltag mod spilafhængighed indgået. Vi gør med vores film opmærksom på, at vi som styrelse både sikrer, at man kan spille under ordnede forhold, men også beskytter spillerne og fx giver mulighed for at udelukke sig selv for spil i ROFUS (Register over Frivilligt Udelukkede Spillere), hvis man har brug for en pause fra spil.

TV-spottet, der er udviklet i samarbejde med bureauet Bates Y&R, vil i første omgang blive vist i fire uger på TV fra den 8. september.
Der er snigpremiere på TV-spottet på Ungdommens Folkemøde fra den 6.-8. september på Spillemyndighedens stand (Plads B34)

Se TV-spottet her

Flere informationer:
Direktør Birgitte Sand, 25 44 05 03
Kontorchef Jens Haastrup, 72 38 79 13