Information 2

28 nov 2011

Ikrafttrædelse af bekendtgørelserne om onlinekasino og væddemål udskydes

Spillemyndigheden sendte den 28. september 2011 tre bekendtgørelser til notifikation ved EU-Kommissionen. Notifikationen skete, fordi der er blevet indført ændringer i kravene om spilsystemets fysiske placering og anvendelsen af NemID. En notifikation medfører en stand still periode, hvor bekendtgørelserne ikke kan sættes i kraft, da Kommissionen og de andre medlemsstater mv. skal have mulighed for at komme med bemærkninger.

I dette tilfælde udløber perioden den 29. december 2011.

DanID, som står for NemID, har meddelt, at modulet, som skal bruges til login på spilhjemmesider og spilklient, samt modulet, som kan anvendes til validering af spillere, ikke vil være klar for udenlandske spiludbydere den 1. januar 2012. Modulet til login vil være klar den 1. februar 2012, mens modulet, som kan anvendes til validering, er klar ultimo februar 2012.

På baggrund af stand still periodens sene udløb i forhold til 1. januar 2012 samt forholdene vedrørende NemID, vil følgende bekendtgørelser derfor først blive sat i kraft den 1. februar 2012:

  • Bekendtgørelse om onlinekasino
  • Bekendtgørelse om online udbud af væddemål
  • Bekendtgørelse om landbaseret væddemål

I den mellemliggende periode vil udbuddet af væddemål, både online og landbaseret, samt udbud af onlinekasino blive reguleret med supplerende vilkår fastsat i tilladelserne. Det må forventes, at en lang række krav, som fastsættes i bekendtgørelserne, også vil være angivet i tilladelsens vilkår. Det inkluderer ikke anvendelse af NemID.

Spiludbydere, som er registreret i cvr-registret kan frit vælge, om de i den mellemliggende periode vil anvende NemID.

Tilladelsesindehavere skal være opmærksomme på, at de registrerede spilleres identitetsoplysninger stadig skal valideres, og at der i perioden frem til og med 29. februar 2012 skal anvendes et alternativ til NemID, fx dokumentation ved pas og kørekort mv.