Gaming og gambling

Bliv klogere på gaming (computerspil) og gambling (pengespil), og læs mere om forskellene på de to typer spil. 

Gambling

Gambling defineres som spil om penge. Det kan fx være sportsbetting (væddemål), skrabelodder, spilleautomater, onlinekasino, poker mv. Spillet kan både være online og fysisk fx i en kiosk, på et kasino eller i en spillehal. Aldersgrænsen for de fleste spil om penge er 18 år.  

Traditionelle pengespil på spilleautomater, roulette og skrabelodder er rene tilfældighedsspil. Det vil sige, at det er helt tilfældigt, om man vinder eller ej. Spillene er dog designet til, at man som spiller tror, at man med en god strategisk sans kan regne spillet ud og derved vinde. 

Modsat rene tilfældighedsspil er de såkaldte kombinationsspil, hvor tilfældighed kombineres med færdigheder og viden. Kombinationsspil kan fx være sportsvæddemål.  

Alle pengespil er designet til at udløse signalstoffet dopamin i hjernen, som gør, at vi får lyst til at gentage en handling. Des mere risikofyldt et spil er, jo mere dopamin vil udløses. Hvis der spilles regelmæssigt og risikofyldt, udløses store doser af dopamin. Det betyder, at hjernen vil nedregulere sin følsomhed overfor dopaminen, og det kan gøre det sværere at opleve glæde ved andre ting. Forskning har desuden vist, at personer med spilproblemer påvirkes mere af reklamer for pengespil end spillere uden spilproblemer. 

Gaming 

Gaming er en samlet betegnelse for forskellige computer- og konsolbaserede spil. Det primære formål med gaming er underholdning. De senere år er der sket en stor stigning i brugen af de internetbaserede computerspil, hvor spilleren indgår i et globalt spillerum, som en del af et team.   

Computerspil er designet til, at spilleren kan udvikle sine færdigheder gennem spillet, og i takt med, at spilleren bliver bedre, øges sværhedsgraden. Computerspil giver tydelige mål, gradvis forøgelse af kontrol og umiddelbar feedback. Spillene er designet med såkaldte "virtuelle kroge" i spillet, som aktiverer hjernes belønningssystem. Det kan være alt fra lyde, til timing, til underlægningsmusik, der er nøje udviklet og tilrettelagt for at udløse dopamin i hjernen. Problematikken med dét kan være, at hjernen udløser meget dopamin, som over tid kan nedregulere hjernens dopaminfølsomhed. Dette kan medføre en afhængighed af spillet, samtidig med at det kan blive sværere at opleve glæde ved andre ting. Computerspil bliver et problem, når det stiller sig i vejen for andre ting i livet.  

Sammenblandingen af gaming og gambling  

Gaming er et område, der er i rivende udvikling, og gaming og gambling er efterhånden også blevet tæt forbundne og kan være lidt af en gråzone, fordi elementer fra pengespil (gambling) bliver inkorporeret i computerspil (gaming). Især børn og unge er en udsat gruppe i forhold til dette, da det ofte er dem, der gamer.  

Selvom gambling og gaming typisk anskues som to forskellige spiltyper, bliver skillelinjen mellem dem mere og mere udviskede. Det er vedtaget ved lov, at man skal være 18 år for at gamble i Danmark, men i computerspil er der kun opsat retningslinjer for, hvor gammel man anbefaler, spillerne skal være.  

Pengespilselementer i gaming

Køb og salg

I gamingindustrien er der nu gamblingelementer, som primært relaterer sig til de såkaldte “lootboxes” og “skins”. En lootbox er en slags skattekiste i forskellige computerspil, hvori der kan ligge skins, som typisk er udsmykning til fx et våben. En spiller kan sælge sine skins og dermed tjene penge på dem.

Gaming og gambling

Nogle måder at bruge lootboxes på ligner til forveksling gambling, idet man køber sig adgang til disse skattekister og kan vinde skins. Dvs. at de har samme elementer som i gambling; tilfældighed og gevinstchance. Der er også mulighed for at gamble sine skins på en roulette uden for computerspillet på en såkaldt tredjepartsside uden dansk licenstilladelse. Dette kaldes skinbetting, og fungerer som ren gambling.  

Læs mere om lootboxes og skinbetting

Gambling og afhængighed

Gamblingelementerne i computerspillene kan vække samme afhængighedsmekanisme hos spillerne, som det sker ved traditionel gambling; ønsket om ét forsøg mere, håbet om at vinde det tabte tilbage og troen på at en uheldig stime kan ophøre, hvis spillet blot fortsættes. Det ses derfor, at børn og unge kan finde på at bruge mange penge i spillene og ende med at bruge deres forældres kreditkortoplysninger uden et samtykke. 

Ved StopSpillet rådgiver vi også om problemer med gaming. Der er i øjeblikket ingen statsstøttede behandlingstilbud, der tilbyder gratis behandling for gamingrelaterede problematikker. 

Ring til StopSpillet på 70 22 28 25 eller chat med os på StopSpillet.dk