10 år med onlinespil i Danmark: De fleste spiller på sider med dansk licens

28, sep 2022

Siden 1. januar 2012 har danskerne kunnet spille væddemål og onlinekasino hos flere forskellige udbydere. Tidligere var disse typer af spil underlagt monopol, men for 10 år siden blev de liberaliseret. Siden er danskernes spilforbrug steget, men tal viser også, at danskerne i langt højere grad spiller hos udbydere med en dansk tilladelse. Det sikrer en høj grad af forbrugerbeskyttelse samtidig med, at der betales afgifter til den danske stat.

Med liberaliseringen af spilmarkedet i 2012 blev det muligt for private udbydere at søge om tilladelse hos Spillemyndigheden og sælge spil i Danmark. Tal fra Spillemyndigheden viser, at danskernes forbrug er steget de seneste 10 år, men i samme periode er langt det meste af danskernes forbrug flyttet til spilsider med dansk tilladelse.

Danskernes forbrug er stigende
Tendensen i danskernes spil de seneste 10 år viser en tydelig stigning i forbruget på væddemål og onlinekasino, der netop er de to områder, der blev liberaliseret for 10 år siden. Fra 2012 til 2021 steg spilforbruget på onlinekasino fx fra 1,6 mia. kr. til 3,3 mia. kr., og det er dermed det spilområde i Danmark, som er vokset mest siden 2012. I samme periode steg spilforbruget på væddemål med 53 pct., mens spil på fysiske spilleautomater til gengæld faldt med 59 pct. i perioden.

Det samlede spilmarked er i løbet af de 10 år steget fra 9,0 mia. kr. til 10,3 mia. kr., hvilket svarer til godt 7 pct. Oversætter man stigningen til kroner og ører, svarer det til, at hver voksne dansker i gennemsnit er gået fra at bruge 2.060 kr. i 2012 til knap 2.210 kr. i 2021. I samme periode har danskerne dog også fået flere penge mellem hænderne. Spilforbruget udgør derfor i dag omtrent samme andel af den danske økonomi som før liberaliseringen.

Forbruget er flyttet til sider med dansk tilladelse
Formålet med at liberalisere væddemål og onlinekasino var blandt andet at flytte det online spilforbrug til hjemmesider med dansk tilladelse, der følger den danske spillovgivning.

“En af de vigtigste grunde til den delvise liberalisering af det danske spilmarked for 10 år siden var, at danskerne ønskede at spille på et bredere udbud af spil, og derfor efterspurgte spil hos private spiludbydere, som udbød onlinespil,” fortæller Anders Dorph, direktør i Spillemyndigheden. “Disse udbydere var ikke omfattet af danske regler og betalte derfor ikke spilafgift til staten. Det betød også, at de ikke skulle leve op til de danske regler for forbrugerbeskyttelse og ansvarligt spil.”

I 2011 foregik kun omkring 40 pct. af dansk onlinespil hos udbydere med en tilladelse i Danmark. Dette tal er steget støt siden liberaliseringen, og i 2021 foregik over 90 pct. af danskernes onlinespil på hjemmesider med dansk tilladelse. I 2021 var der i alt 57 tilladelser udstedt af Spillemyndigheden til at udbyde væddemål og onlinekasino. 

“Det viser jo tydeligt, at missionen er lykkedes”, siger Anders Dorph. “I Spillemyndigheden er vi meget glade for, at danskerne foretrækker spilsider med dansk tilladelse. Det er udbydere, som vi fører tilsyn med, og vi kontrollerer, om de lever op til den gældende lovgivning,”, siger Anders Dorph og tilføjer: “Vi er stolte af at Danmark er et af de lande, der har den højeste andel af onlinespil hos udbydere med licens. I Europa er vi kun overgået af få lande.”

Se faktaark om danskernes spilforbrug de seneste 10 år:

 

10 år med liberalisering: Danskerne foretrækker at spille på sider med dansk tilladelse (september 2022)

I 2012 blev væddemål og onlinekasino liberaliseret i Danmark.
Tal fra Spillemyndigheden viser, at en stadig større andel af
spil på nettet i Danmark foregår på hjemmesider, der har tilladelse.
Faktisk er andelen blandt de højeste i Europa.

10 år med liberalisering: Danskernes spilforbrug er steget (september 2022)

Danskeres gennemsnitlige spilforbrug er steget godt 7 pct. siden
liberaliseringen af spilmarkedet i 2012. Stigningen skyldes især
et øget forbrug af væddemål og onlinekasino. Siden 2012 har
danskerne dog fået flere penge mellem hænderne, og spilforbruget
udgør derfor i dag omtrent samme andel af den danske
økonomi som før liberaliseringen.