Spillemyndigheden fylder 20 år

01, sep 2020

Den 1. september 2020 er det 20 år siden, at Spillemyndigheden blev oprettet. Igennem de sidste 20 år har den statslige styrelse arbejdet for at sikre et fair og velreguleret spilmarked i Danmark. Meget er sket siden 2000 og både opgaver, antal medarbejdere og lokationer har ændret sig.

Ny spillelov – nye opgaver
Spillemyndigheden blev oprettet den 1. september 2000 som en myndighed under den daværende Told- og Skattestyrelse. I dag er Spillemyndigheden en selvstændig styrelse under Skatteministeriet.

De første år var den primære opgave for Spillemyndighedens ca. 20 medarbejdere at udstede tilladelser til og føre tilsyn med de spilleautomater, der stod i landets spillehaller og restaurationer.

Senere kom tilsynet med Danske Spil A/S og Det Danske Klasselotteri A/S til, og i 2011 blev det også en af Spillemyndighedens opgaver at føre tilsyn med de syv fysiske kasinoer i Danmark.

Den største ændring i Spillemyndighedens opgaver kom i 2012, hvor en ny spillelov trådte i kraft.

Loven betød, at spilmarkedet i Danmark blev delvist liberaliseret, og at der ikke længere var monopol på at udbyde væddemål og onlinekasino. Dermed fik Spillemyndigheden også væsentlig flere opgaver, blandt andet at udstede tilladelser og føre tilsyn med de mange nye online spiludbydere, der kom ind på det danske marked.

I dag er der ca. 120 medarbejdere i Spillemyndigheden. Størstedelen har deres daglige gang i Odense, mens en mindre del arbejder fra andre lokationer i København og i Jylland, hvor de kører på tilsynsbesøg i landets kiosker, spillehaller, restaurationer og kasinoer.

I de første mange år var Spillemyndigheden placeret i Høje Taastrup og København, men i 2016 rykkede Spillemyndighedens hovedadresse til Odense som en del af regeringens udflytningsplan for statslige arbejdspladser.

Fra tipskupon til online væddemål
Det danske spilmarked har været igennem en rivende udvikling i de 20 år, hvor Spillemyndigheden har eksisteret.

Den delvise liberalisering gav plads til nye spiludbydere, der over årene har tilbudt nye spiltyper og nye måder at spille på. Fx er den klassiske tipskupon af papir langt hen ad vejen blevet afløst af apps og online løsninger, ligesom de fysiske spilleautomater – de ”enarmede tyveknægte” nu også findes i et utal af varianter på internettet.

Den digitalisering, der har præget samfundet de seneste 20 år, ses tydeligt på spilmarkedet, og danskernes spillelyst er i stor stil gået fra de ”analoge” til de digitale spil.

Et ansvarligt spilmarked
I forbindelse med den delvise liberalisering i 2012 oprettede Spillemyndigheden ”Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere”; i daglig tale kaldet ”ROFUS”. Her kan spillere udelukke sig selv fra onlinekasino, online væddemål og fysiske kasinoer, hvis spillet har taget overhånd. Registeret tæller i dag ca. 24.000 personer, der har udelukket sig fra spil, enten midlertidigt eller endeligt.

En politisk aftale i 2018 betød, at Spillemyndigheden i 2019 kunne lancere StopSpillet; en national, uvildig hjælpelinje om spilafhængighed for spillere og pårørende. Siden åbningen har godt 1000 danskere ringet for at få råd og vejledning om spilafhængighed.

20 fantastiske år
Spillemyndigheden har stadig ansatte, der har været med alle 20 år, den har eksisteret. Fungerende direktør Jan Madsen har fulgt Spillemyndigheden, lige fra den var en lille myndighed med 20 ansatte, og han var med til at implementere den nye spillelovgivning og delvise liberalisering.

-Jeg har været på en fantastisk rejse med Spillemyndigheden gennem de sidste 20 år, siger Jan Madsen. – Spilmarkedet står aldrig stille og udvikler sig hele tiden. Vi har været igennem mange store forandringer, men det har altid været en fornøjelse at være en del af på grund af de mange dygtige medarbejdere, der har arbejdet og arbejder hos os.

Uanset hvad fremtiden bringer, vil Spillemyndigheden fortsætte med at arbejde for at sikre et fair og velreguleret dansk spilmarked, og jeg kan på Spillemyndighedens vegne sige, at vi glæder os til de næste 20 år!

Læs mere om udviklingen på spilmarkedet på Spillemyndighedens hjemmeside