Spillemyndigheden vinder international pris for oplæg på ungdomsuddannelser 

24, okt 2025

For andet år i træk er en indsats fra Spillemyndigheden blevet kåret som verdens bedste af internationale kolleger. Ved en stor konference i Toronto, Canada, modtog styrelsen prisen for Best responsible / safer gambling initiative for sine engagerende oplæg på ungdomsuddannelser. Juryen fremhævede især, at oplæggene tydeligt ændrer unges syn på spil. 

Prisen uddeles af International Association of Gaming Regulators – et fællesskab af 81 spillemyndigheder fra hele verden, der hvert år mødes om aktuelle emner på tværs af landegrænser. Sidste år vandt Spillemyndigheden med kampagnen Den enarmede tyveknægt. Nu er endnu et trofæ på vej til Danmark. 

Engagerende oplæg i øjenhøjde 
Siden 2022 har Spillemyndigheden tilbudt gratis oplæg til ungdomsuddannelser i hele landet – over 200 oplæg er det blevet til. 

”Pengespil fylder meget på ungdomsuddannelserne,” siger direktør Anders Dorph. ”Flere steder er klasseværelserne næsten blevet små kasinoer. Det tager fokus fra undervisningen og kan føre til spilafhængighed. Derfor har vi udviklet vores eget undervisningsprogram, der giver eleverne indsigt i pengespils mekanismer, og hvor de får at vide, hvor de kan søge hjælp, hvis spillet tager overhånd.” 

Oplæggene holdes af otte medarbejdere fra Spillemyndigheden, der typisk er afsted to ad gangen. De foregår klassevis for at sikre maksimal involvering. Et fysisk roulettebord er et centralt element og giver eleverne en konkret forståelse af, hvordan spillene fungerer. 

“Vores mål er ikke at fortælle eleverne, at de aldrig må spille, men at sikre, at hvis de vælger at gøre det, så forstår de, at spillene er designet på en måde, hvor spilleren vil tabe penge over tid”, understreger specialkonsulent Heine Jakobsen, der er koordinator for oplæggene og er i Toronto for at modtage prisen på vegne af Spillemyndigheden.

De unge tager budskabet til sig 
Effektmålinger viser en markant ændring i elevernes syn på spil. Spillemyndigheden har sendt spørgeskemaer ud før og tre måneder efter oplæggene, og resultaterne er tydelige: 

Før oplægget spillede 64 procent for at vinde penge. Efter tre måneder var tallet faldet til 54 procent. 

Andelen, der spiller for underholdning, steg fra 70 til 87 procent. 

Det at elevernes motivation bevæger sig mod underholdning og væk fra idéen om spil som en måde at tjene penge på er et tydeligt billede på, at Spillemyndighedens budskab går igennem til de unge. 

Den involverende tilgang og de målbare resultater er hovedårsagen til, at Spillemyndigheden nu vinder prisen for andet år i træk. 

Juryens begrundelse lød: “For an interactive, school-based education programme that engages young people with practical demonstrations and surveys evidencing shifts away from gambling ‘to make money’ towards safer play and awareness of help services.” 

”Vi er meget taknemmelige for prisen,” siger Anders Dorph. ”Det er afgørende, at unge forstår, at pengespil er underholdning og ikke en genvej til lette penge, så de får et balanceret forhold til pengespil.  Vi møder dem i øjenhøjde med en ærlig og engagerende tilgang, og er lykkedes med at gøre ansvarligt spil relevant og forståeligt for målgruppen. Det er jeg utroligt stolt over, at juryen har anerkendt, og at de mener, at vores indsats kan inspirere andre spillemyndigheder”, siger Anders Dorph. 

Spillemyndighedens oplæg kan bookes af ungdomsuddannelser, sportsklubber og andre interesserede via hjemmesiden

 

IAGG award 2025