Spillemyndigheden forlænger udsættelse af syn til 30. juni 2015

29, Apr 2015

Spillemyndigheden informerede 29. januar 2015 i en nyhed på vores hjemmeside om, at vi til og med 30. april 2015 ville acceptere, hvis en spilleautomat ikke havde en gyldig synserklæring, hvis tilladelsesindehavere ønskede at opdatere deres spilleautomater.

Automater uden gyldig synserklæring

Når vi udfører tilsyn med 5-års syn af spilleautomater og toptavler produceret af CompuGame, vil vi til og med den 30. juni 2015 acceptere, hvis en automat/toptavle ikke har en gyldig synserklæring. Det gælder i de tilfælde, hvor tilladelsesindehaver venter med at syne for at sikre spilleautomaten mod manipulation ved at opdatere den.

Tilladelsesindehaver skal indsende en oversigt til Spillemyndigheden

For at vi kan acceptere, at en automat ikke har en gyldig synserklæring, skal hver tilladelsesindehaver indsende en oversigt til Spillemyndigheden over de spilleautomater, hvor synserklæringen ikke er gyldig eller som skal synes igen i løbet af maj og juni 2015.

Oversigten skal være indsendt senest 13. maj 2015. Oversigten kan sendes til os via mail@spillemyndigheden.dk, Digital Post eller via spillemyndighedens kontaktformular.

Spillemyndighedens kontaktformular

Oversigten skal indeholde informationer om:

  • Automatens navn
  • Automatens ID-nummer
  • Måned og år for automatens seneste syn

Hvis en tilladelsesindehaver ikke indsender en oversigt

Hvis en tilladelsesindehaver ikke indsender en oversigt inden 13. maj 2015, så vil en manglende gyldig synserklæring på en spilleautomat være en overtrædelse af reglerne på området.

Det er ikke længere tilstrækkeligt at have en oversigt liggende på spilstedet.

Spilleautomater, der kan blive manipuleret, kan ikke blive synet
Akkrediterede testvirksomheder synsgodkender ikke spilleautomater, der kan blive manipuleret. Før automaten kan blive synsgodkendt, skal en spilleautomat fra CompuGame enten være programopdateret eller på anden måde være sikret mod manipulation.

Hvis spilleautomaten ikke er tilsluttet en toptavle, kan I fx sikre spilleautomaten mod manipulation ved, at indgangen til toptavleporten bliver plomberet af en akkrediteret testvirksomhed.

Vi anbefaler, at tilladelsesindehavere opdaterer deres spilleautomater og toptavler eller på anden måde sikrer, at der ikke kan ske manipulation af spilleautomaterne.