Spil ansvarligt

En af Spillemyndighedens vigtigste opgaver er at sikre, at spil om penge i Danmark foregår ansvarligt og at særligt udsatte grupper beskyttes mod spilafhængighed (ludomani). 

Kig efter Spillemyndighedens mærke, når du spiller

Spillemyndighedens mærke

Spillemyndigheden fører tilsyn med, at spiludbyderne lever op til reglerne om ansvarligt spil. Spillemyndigheden kan dog kun føre tilsyn med de spiludbydere, som har tilladelse til at udbyde
spil i Danmark. Det er derfor vigtigt, at du som spiller vælger at spille hos en udbyder, som
reklamerer med at have tilladelse fra Spillemyndigheden. Sådan sikrer du dig selv bedst. 

Læs mere om Spillemyndighedens mærke

Brug StopSpillet

StopSpillets logoFor langt de fleste danskere er spil forbundet med underholdning og hygge,
men den seneste undersøgelse af spilafhængighed i Danmark viser, at for
ca. 10.000 danskere har spilforbruget udviklet sig til egentlig spilafhængighed.

Hvis du har brug for at tale med nogen om dit spilforbrug, kan du kontakte
StopSpillet, som er Spillemyndighedens nationale hjælpeline om spilafhængighed (ludomani). 

Ved StopSpillet sidder professionelle rådgivere og besvarer telefon– og chathenvendelser fra alle, der oplever problemer med egne eller andres spilvaner, både spillere, pårørende og fagpersoner. 

Rådgiveren kan vejlede inden for ansvarligt spil og spilafhængighed og hjælpe med at give dig overblik over din situation. 

Rådgivningen er gratis, uvildig og fortrolig og Spillemyndigheden videregiver ikke oplysninger fra samtalen til andre myndigheder.

Hvis du ønsker en samtale, kan du kontakte StopSpillet på 70 22 28 25

Vi er klar til at tale med dig: 

Mandag-torsdag    9.00 - 21.00
Fredag    9.00 - 17.00

Vores chat har åbent mandag, tirsdag og torsdag fra 12-15. 

Læs mere om StopSpillet på StopSpillet.dk

ROFUS

ROFUS logoHvis du har brug for en pause fra spil, kan du udelukke dig
selv i Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere (ROFUS).

Du kan udelukke dig:

  • i 24 timer
  • i 1, 3 eller 6 måneder
  • endeligt

ROFUS omfatter alle spiludbydere med tilladelse til at udbyde onlinespil i Danmark, samt alle danske fysiske kasinoer. Du tilmelder dig samtidig ”Nej tak til spilreklamer”. Derved undgår du at modtage reklamer fra online spilselskaber med dansk spiltilladelse, mens du er registreret i ROFUS. 

Se hvilke spiludbydere, der har tilladelse til udbud af onlinespil i Danmark

Læs mere om ROFUS 

Registrer dig i ROFUS

Gratis behandling af spilafhængighed (ludomani)

Der er 13 gratis behandlingssteder i Danmark, flere tilbyder også behandling online.

Læs mere om behandlingsstederne og søg gratis behandling

Spiludbyderes forpligtelser 

Formålet med spillelovgivningen er, at spil udbydes på en ansvarlig måde. 

Det betyder fx, at spiludbydere med tilladelse fra Spillemyndigheden har pligt til at sikre, at børn og unge under 18 år ikke kan spille hos dem. Spiludbydere skal desuden sikre, at udsatte personer beskyttes fra at udvikle afhængighed af spil. Derfor skal spiludbyderne holde øje med, om nogle af deres spillere ser ud til at have et problematisk forhold til spil. Som spiller kan du derfor opleve, at spiludbydere spørger ind til dit penge- og tidsforbrug. Spiludbyderne har også en pligt til at hjælpe de spillere, som måtte have et problematisk forhold til spil, fx ved at vejlede om, hvor der kan søges hjælp, hvis man har problemer med at styre sit spil. 

Alle typer af lovlige pengespil er underlagt reglen om, at spil skal udbydes på en ansvarlig måde – så uanset om du spiller online, på et kasino, i en spillehal eller i din lokale kiosk eller supermarked, skal spiludbyderen være opmærksom på, at der spilles ansvarligt. Ved onlinespil er der strengere krav, fordi spiludbyderen ikke mødes med dig fysisk.  

Hvad skal en spiludbyder gøre 

Der er forskel på, hvilke krav til ansvarligt spil-tiltag spiludbyderne er omfattet af. Nedenfor nævnes nogle af de krav, som spiludbyderne skal overholde. Hvis du ønsker mere information om, hvilke krav en spiludbyder skal overholde i forhold til ansvarligt spil, henviser vi til bekendtgørelsen for det konkrete spilområde eller den juridiske vejledning om spil.   

Ansvarligt spil-tiltag 

Hvad skal spiludbyderen oplyse dig om 

Spiludbyderen skal oplyse om, at det ikke er tilladt for personer under 18 år at deltage i et spil. 

Derudover skal der informeres om ansvarligt spil og de potentielle skadevirkninger af spil. Du skal have information om og kontaktadresser på danske behandlingscentre for spilafhængighed. 

For at du ved, at spiludbyderen har tilladelse fra og er under opsyn fra Spillemyndigheden, skal Spillemyndighedens mærke være synligt. Placering af mærket afhænger af spilområdet. 

De fleste udbydere skal henvise til Spillemyndighedens hjælpelinje om ansvarligt spil, StopSpillet, samt informere om muligheden for at registrere sig i Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere, ROFUS. Du kan læse nærmere om StopSpillet og ROFUS på denne side

Ansvarligt spil-tiltag for online væddemål og onlinekasino

Opmærksomhedspligt 

Spiludbydere med tilladelse til at udbyde online væddemål eller onlinekasino i Danmark er pålagt en særlig opmærksomhedspligt. Spiludbyderen skal gøre sig bekendt med dit spilmønster og træffe foranstaltninger med henblik på at forebygge og forhindre, at du udvikler en problematisk spiladfærd og spilafhængighed. Oplysninger om din spiladfærd skal opbevares hos spiludbyderen i 5 år. 

Indbetalingsgrænse 

Inden spil påbegyndes, skal du selv fastsætte en indbetalingsgrænse. Ved en indbetalingsgrænse forstås en grænse for det samlede beløb du kan indbetale fra en ekstern kilde til din spilkonto. En eventuel gevinst må ikke have indflydelse på din indbetalingsgrænse. Du skal kunne vælge om grænsen skal være daglig, ugentligt eller månedlig. Når du anmoder om en forhøjelse af indbetalingsgrænsen må denne forhøjelse tidligst træde i kraft efter 24 timer. 

Selvudelukkelse 

Spiludbyderen skal stille en funktion til rådighed, som gør det muligt for dig at anmode om en midlertidig eller endelig udelukkelse fra spiludbyderens spil. Funktionen for selvudelukkelse fungerer sådan, at den skal træde i kraft med det samme, så det sikres, at du ikke kan påbegynde nye spil efter at have anmodet om udelukkelse. Det skal som minimum være muligt at udelukke sig fra spil i 24 timer, mindst 30 dage eller som en endelig udelukkelse, hvor spilkontoen lukkes og kundeforholdet afsluttes.  

Særligt for onlinekasino: Ur på hjemmesiden 

For spiludbydere med tilladelse til at udbyde onlinekasino, skal der på hjemmesiden være et ur, som giver dig mulighed for at orientere dig om tidsforbruget på spilsiden. Uret skal være let synligt hele tiden. 

Ansvarligt spil-tiltag for landbaserede kasinoer 

På de landbaserede kasinoer i Danmark, har du mulighed for at udelukke dig selv fra kasinoet midlertidigt, (i en periode på mindst 30 dage), eller endeligt. En endelig udelukkelse kan tidligst slettes efter 1 år. 
Du kan kun anmode om selvudelukkelse på egne vegne, men anmodningen kan gives både skriftligt eller ved personlig henvendelse til kasinoet. 

Hvorfor fører Spillemyndigheden tilsyn 

Spillemyndigheden er ansvarlig for at sikre et ordentligt og velreguleret spilmarked i Danmark. Derfor er vi altid interesserede i at høre, hvis du har problemer med en spiludbyder. Nogle henvendelser kan føre til, at Spillemyndigheden undersøger forholdene nærmere og eventuelt resultere i, at spiludbyderen bliver bedt om at ændre praksis, hvis vi finder det nødvendigt. Hvis vi går videre med henvendelsen, har vi ikke mulighed for at orientere dig om forløbet, da Spillemyndigheden ikke kan udtale sig om konkrete sager.

Hvis du vil klage over en spiludbyder

Hvis du vil klage til en spiludbyder, skal du sende din klage til spiludbyderen, som er forpligtet til at behandle klager fra spillere. Klagen skal indeholde informationer om din identitet samt en begrundelse for din klage. Hvis dette ikke er opfyldt, kan spiludbyderen afvise klagen. Spiludbyderen skal behandle klagen hurtigst muligt. Hvis sagen ikke er afgjort indenfor 14 dage, skal spiludbyderen informere dig om, hvornår klagen kan forventes afgjort.

Du har også mulighed for at klage til Center for Klageløsning over køb af en tjenesteydelse. Du kan se betingelserne for at kunne klage på Forbrugerklagenævnets hjemmeside forbrug.dk
Spillemyndigheden kan ikke afgøre uoverensstemmelser mellem dig og en spiludbyder.

Vejledning 

Du kan læse den juridiske vejledning indenfor spilområdet her. Punkt 20 i vejledningen indeholder yderligere oplysninger om ansvarligt spil. 

Spillemyndighedens juridiske vejledning

Lovgivningen for alle spilområder

Lovgivning 

Her kan du finde den vigtigste lovgivning, som spiludbyderne skal overholde:

Lovbekendtgørelse nr. 1303
Of 04 Sep 2020

Bekendtgørelse af lov om spil (Spilleloven)

Ændringer til lovbekendtgørelsen kan findes på retsinformation.dk

Bekendtgørelse nr. 1274
Of 29 Nov 2019

Om onlinekasino

Bekendtgørelse nr. 1276
Of 29 Nov 2019

Om online væddemål

Bekendtgørelse nr. 1275
Of 29 Nov 2019

Om landbaserede væddemål

Bekendtgørelse nr. 1289
Of 29 Nov 2019

Om gevinstgivende spilleautomater i spillehaller og restaurationer

Bekendtgørelse nr. 1290
Of 29 Nov 2019

Om landbaserede kasinoer

Bekendtgørelse nr. 1288
Of 29 Nov 2019

Om almennyttige lotterier