Spillemyndighedens mærkningsordning gælder også for almennyttige lotterier

06, Apr 2020

Fra og med 1. april 2020 skal Spillemyndighedens mærkningsordning anvendes, når der afholdes og markedsføres et almennyttigt lotteri.

Hvis du er arrangør af et almennyttigt lotteri, der afvikles fra og med den 1. april 2020, skal du være opmærksom på den nye regel om mærkningsordningen.

Spillemyndighedens mærke skal fremgå:

  • Af arrangørens hjemmeside eller brugergrænseflade.
  • Ved indgangen til salgsstedet.
  • På relevant materiale eller lignende.

Mærket skal være let synligt for deltageren, og arrangøren skal til enhver tid benytte sig af den seneste offentliggjorde version af mærket, der er udarbejdet af Spillemyndigheden.

Vær opmærksom på, at mærket ikke må ændres i design, proportioner eller farver. Desuden må mærket ikke anvendes på en måde, der giver indtryk af, at Spillemyndigheden er medarrangør eller sponser af det almennyttige lotteri.

Mærket må ikke benyttes af arrangørens samarbejdspartnere eller andre, der ikke har tilladelse fra Spillemyndigheden. I tilfælde af, at det almennyttige lotteri udbydes, afholdes og/eller markedsføres via en platform, som tilhører en anden end arrangøren, skal du som arrangør anvende mærket via denne platform. Hvis salget sker via en samarbejdspartners hjemmeside, kan den defineres som ”salgsstedet”, og arrangøren skal derfor anvende mærket via denne platform.  

Ved al anvendelse af Spillemyndighedens mærke, skal det være klart for deltageren, hvem der har tilladelse fra Spillemyndigheden og anvender mærket.

Mærkningsordningen gælder ikke for lodsedler.   

Hovedformålet med mærkningsordningen er at skabe et trygt spillemarked og hjælpe spilleren med at gennemskue, hvilke arrangører der har tilladelse til at udbyde almennyttigt lotteri på det danske marked.

Reglerne følger af bekendtgørelse om almennyttige lotterier nr. 1288 af 29. november 2019 § 9.

Du finder Spillemyndighedens mærke her på hjemmesiden.