Certificeringsprogram
Certificeringsprogrammet for landbaseret bingo finder anvendelse ved brug af tilfældighedsgeneratorer til trækning af vindernumre ved afholdelse af landbaseret bingo ifølge § 16 i bekendtgørelsen om landbaseret bingo. Tilladelsesindehavere skal til hver en tid være certificeret i overensstemmelse med de dele af certificeringsprogrammet, der gælder for deres spiludbud.
For landbaseret bingo udgøres certificeringsprogrammet, udover ”Test- og inspektionsstandarder”, af dokumenterne; Generelle krav, Ledelsessystem for informationssikkerhed og Program for styring af systemændringer. Hvis den anvendte RNG har kontakt til internettet, skal dokumentet Penetrationstest også anvendes.
Bemærk, at det nuværende certificeringsprogram for landbaseret bingo vil blive opdateret, efter leverandørtilladelser er introduceret på det liberaliserede spilmarked. Der vil primært være tale om mindre sproglige rettelser, præcisering af definitioner og en opdeling af certificeringsprogrammet, da leverandørtilladelser kun er indført for væddemål og onlinekasino. Dette arbejde forventes afsluttet i løbet af 2025.
Når du indsender certificeringsrapporter, skal du vælge kategorien ”Landbaseret bingo” i kontaktformularen på Spillemyndighedens hjemmeside.