Tilsyn og reaktioner

Når du har fået en tilladelse til at udbyde spil i Danmark, fører Spillemyndigheden tilsyn med, at du som spiludbyder lever op til vilkårene for din tilladelse og efterlever reglerne i spillelovgivningen, hvad enten du udbyder landbaseret spil eller onlinespil. 

Tilsyn og reaktioner efter spilleloven

Spillemyndigheden fører et risikobaseret tilsyn. Det vil sige, at vi fordeler vores tilsynsressourcer på de områder, hvor vi vurderer, at det er vigtigst. I vores vurdering af områderne lægger vi både vægt på konsekvenserne af potentielle overtrædelser, eventuelle tidligere overtrædelser og hyppigheden af overtrædelser på området.

Spillemyndighedens tilsyn skal opleves som dialogbaseret, effektivt, ansvars- og tillidsfuldt.

Tilsyn med onlinespil

Spillemyndigheden fører tilsyn med området for onlinekasino og online væddemål på baggrund af de data du som tilladelsesindehaver sender ind til os. Vi fører også tilsyn på baggrund af de oplysninger, du giver i årsredegørelsen samt underretninger vi modtager fra borgere og andre tilladelsesindehavere.

Derudover udfører vi projektbaserede tilsyn, hvor vi fx gennemgår alle tilladelsesindehavers procedurer på et konkret område eller alle tilladelsesindehavers hjemmesider. Der laves også stikprøver baseret på tilsynsprojekter.

Tilsyn med landbaseret spil 

Spillemyndigheden fører tilsyn med landbaseret spil, dvs. fysisk udbud af spil i blandt andet spillehaller, fysiske kasinoer, butikker og kiosker. 

Tilsyn med landbaseret spil foregår primært som fysiske tilsynsbesøg, hvor en eller flere af Spillemyndighedens tilsynsmedarbejdere møder fysisk op på et spilsted og kontrollerer om spilstedet overholder lovgivningen. Disse tilsyn understøttes af forskellige datakontroller af de enkelte spilsteder. 

Der gennemføres såvel varslede som uvarslede tilsynsbesøg. I forbindelse med nye ansøgninger om spillehaller, gennemføres der fysisk lokalegodkendelse. 

Spillemyndigheden laver ofte tilsyn på baggrund af udvalgte tilsynsprojekter, der går i dybden med afgrænsede områder, hvor der kan være mistanke om- eller kendskab til problemer med regeloverholdelse samt på baggrund af borgerhenvendelser. 

Samarbejde

Spillemyndigheden samarbejder med politiet eksempelvis i forbindelse med besvarelse af faglige spørgsmål og bistand ved politiaktioner. 

Spillemyndighedens reaktioner ved tilsyn

Hvis Spillemyndigheden får mistanke om eller kendskab til overtrædelser af spillelovgivningen, har vi forskellige reaktionsmuligheder. 

Partshøring

En partshøring er en høring af en part i en konkret sag. Formålet med at partshøre er at sikre, at parten 

  1. ved at sagen eksisterer, 
  2. kender de faktiske oplysninger og faglige vurderinger, som danner grundlag for sagen og 
  3. får mulighed for at kommentere sagens faktiske oplysninger og faglige vurderinger inden sagen afsluttes. 

Spillemyndigheden har pligt til at partshøre i afgørelsessager, hvor parten ikke får fuldt medhold, som fx når der gives tilladelse til udbud af spil med tilknyttede vilkår. 

Spillemyndigheden bruger også partshøringer i andre sager end afgørelsessager, da vi lægger stor vægt på, at alle tilsynssager er oplyst tilstrækkeligt, og at vores interessenter føler sig hørt. Vi partshører derfor som udgangspunkt altid, inden vi sender en tilsynssag til politiet. 

Hvis der kan være tvivl om sagens faktiske oplysninger, vil Spillemyndigheden enten indhente yderligere oplysninger eller sende en partshøring. Indhentelse af yderligere oplysninger bruges, når vi ikke har grund til at mistænke nogle overtrædelser af lovgivningen.

Indskærpelse

En indskærpelse er en information om, hvilke regler der gælder og kan betragtes som et gult kort. Spillemyndigheden sender indskærpelser i sager, hvor vi vurderer, at der er sket en overtrædelse af lovgivningen, men hvor overtrædelsens karakter ikke resulterer i en politianmeldelse.

En indskærpelse er ikke en afgørelse, fordi den ikke pålægger modtageren nogen handlepligt. Indskærpelsen oplyser udelukkende modtageren om Spillemyndighedens fortolkning af gældende ret på et konkret område. Det er derfor ikke muligt at klage over en indskærpelse.

Hvis der ikke er tvivl om sagens faktiske oplysninger, kan man modtage en indskærpelse uden forudgående partshøring.

Politianmeldelse

Har en virksomhed eller person overtrådt en strafbelagt bestemmelse i spillovgivningen, vil Spillemyndigheden ud fra overtrædelsens karakter vurdere, om der er grundlag for en politianmeldelse. Når Spillemyndigheden politianmelder en virksomhed eller en person overgår sagen til politiets behandling.

Tilsyn, inspektioner og reaktioner efter hvidvasklovgivningen

Tilsyn

Spillemyndigheden fører tilsyn med alle spiludbydere, som udbyder spil i Danmark med tilladelse og spiludbydere etableret i Danmark, der udbyder spil i andre lande. 

I forbindelse med Spillemyndighedens tilsynsvirksomhed udtager Spillemyndigheden nogle spiludbydere til inspektion, hvor det kontrolleres, om spiludbyderne overholder hvidvasklovens forpligtelser.

Former for inspektioner

Spillemyndighedens tilsyn omfatter tre forskellige slags inspektioner; full scope, ad hoc og tematisk.

Ved en full scope-inspektion kontrollerer Spillemyndigheden, at spiludbyderen overholder alle forpligtelser i hvidvaskloven. 

Ved en ad hoc-inspektion kontrollerer Spillemyndigheden, at spiludbyderen overholder specifikke forpligtelser i hvidvaskloven. 

Ved en tematisk inspektion udvælger Spillemyndigheden et tema og gennemgår herefter typisk flere spiludbyderes materiale inden for det valgte tema. Spiludbyderen er forpligtet til at udlevere al information, som er nødvendigt for udførelse af inspektionen. 

Inspektionens forløb

Herunder kan du læse mere om, hvordan en inspektion kan forløbe. Spillemyndigheden vil altid tage udgangspunkt i de konkrete forhold omkring hver enkel inspektion.

Spillemyndigheden orienterer spiludbyderen om, at denne er udtaget til en inspektion. Samtidig vil spiludbyderen blive bedt om at indsende udvalgt skriftligt materiale, som spiludbyderen i henhold til hvidvaskloven er forpligtet til at have udarbejdet.

Spillemyndigheden gennemgår derefter materialet. 

Spillemyndigheden vurderer herefter, om der i den konkrete sag er behov for at indkalde spiludbyderen til et interview. Formålet med interviewet er blandt andet at stille spørgsmål til det indsendte materiale.

Hvis Spillemyndigheden vurderer, at der er grundlag for at give spiludbyderen en reaktion, vil Spillemyndigheden sende en skriftlig partshøring, så spiludbyderen får lejlighed til at komme med bemærkninger.

Spillemyndigheden vil herefter enten afslutte inspektionen med en afgørelse, politianmeldelse eller et afsluttende brev uden en reaktion. 

Hvis Spillemyndigheden træffer en afgørelse, vil Spillemyndigheden offentliggøre et resumé af afgørelsen på Spillemyndighedens hjemmeside.

Hvis Spillemyndigheden træffer afgørelse om, at der skal udstedes et påbud, vil spiludbyderen blive tilbudt et vejledningsmøde med Spillemyndigheden. 

Reaktioner

Spillemyndighedens reaktionsmuligheder er anderledes ved overtrædelse af hvidvasklovgivningen end ved overtrædelse af spillelovgivningen. 

Efter hvidvasklovgivningen kan Spillemyndigheden enten udstede en straksforbedring, en påtale, et påbud eller politianmelde spiludbyderen.

Straksforbedring

Ved ukomplicerede og ikke væsentlige overtrædelser af formalia og i tilfælde, hvor spiludbyderen erkender at have begået en fejl i forbindelse med Spillemyndighedens undersøgelse, kan Spillemyndigheden som et alternativ til et påbud indgå en mundtlig aftale med spiludbyderen om en straksforbedring. Det betyder, at spiludbyderen indvilliger i straks at rette op på forholdet i overensstemmelse med Spillemyndighedens instruks herom.

Straksforbedring anvendes således, hvor Spillemyndigheden vurderer, at et påbud er unødigt formalistisk.

Påtale

Hvis der er konstateret en ikke længere bestående lovovertrædelse, kan Spillemyndigheden ikke anvende påbud som en tilsynsreaktion, da der ikke er noget fremadrettet at rette op på. Dette kan fx være, hvor en lovovertrædelse vedrører en situation af midlertidig karakter, der er afsluttet på det tidspunkt, hvor Spillemyndigheden konstaterer lovovertrædelsen, eller hvor spiludbyderen af egen drift allerede har rettet op på forholdet.

I stedet kan Spillemyndigheden give en påtale, der er en variant af påbud. Hvis der er tale om grovere eller gentagne lovovertrædelser, vil der dog skulle ske politianmeldelse i stedet. 

Påbud

Spillemyndigheden kan give påbud til spiludbydere for overtrædelse af hvidvaskloven. Påbuddet vil indeholde en frist, hvorefter spiludbyderen inden for den angivne frist skal have opfyldt sine forpligtelser efter loven.

Spillemyndigheden anvender påbud i de situationer, hvor Spillemyndigheden påbyder en bestemt adfærd eller handling fremover. Det kan både være i tilfælde, hvor spiludbydere handler i strid med loven eller undlader at handle, selvom en handling er påkrævet efter loven.

Et påbud kan ikke anvendes på en lovovertrædelse, som ikke længere eksisterer.

Politianmeldelse

Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af en række bestemmelser i hvidvaskloven kan medføre en politianmeldelse fra Spillemyndigheden og i sidste ende udmunde i en bøde til spiludbyderen, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens regler. Forældelsesfristen for overtrædelse af hvidvasklovgivningen er 5 år. 

Offentliggørelse

Spillemyndigheden er forpligtet til at offentliggøre reaktioner efter hvidvaskloven på Spillemyndighedens hjemmeside.

Reaktioner er i bemærkningerne til hvidvaskloven defineret som værende alle de reaktioner, Spillemyndigheden udsteder, og som retter sig mod en part, herunder alle påbud, påtaler og beslutninger om at politianmelde en spiludbyder. Offentliggørelsen skal ligge på Spillemyndighedens hjemmeside i 5 år efter offentliggørelsen.