Spilkortets betydning for udbydere af landbaserede væddemål og deres hvidvaskforpligtelser

03, okt 2023

Denne nyhed kommer i forlængelse af nyheden ’Krav om spilkort ved spil i butikker’ af 25. september 2023.

Den 1. oktober 2023 blev det et krav for udbydere af landbaserede væddemål at identificere samtlige kunder, før der kan ske køb af væddemål ved en fysisk forhandler. Kunderne får i den forbindelse udstedt et spilkort, hvortil der knyttes en spilkonto.

Indførelsen af spilkortet og den tilknyttede spilkonto har betydning for spiludbydernes forretningsmodel og spiludbyderne skal derfor vurdere, om den nye forretningsmodel medfører, at spiludbydernes iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask og terror-finansiering har ændret sig. 

En risikovurdering skal som udgangspunkt revurderes mindst én gang om året eller i øvrigt i forbindelse med væsentlige ændringer i forretningsmodellen. Indførslen af spilkortet kan derfor give anledning til, at spiludbyderne skal opdatere deres risikovurdering, og på den baggrund opdatere deres politikker, forretningsgange og kontroller. 

Spiludbyderne skal fx forholde sig til, i hvilket omfang der kan ske misbrug af spilkortet og derefter vurdere, hvilken indflydelse det har på spiludbyderens iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask og terrorfinansiering. Spiludbyderne skal derefter vurdere, hvilke begrænsende foranstaltninger der skal iværksættes med henblik på at begrænse risikoen for, at der fx sker misbrug af spilkortet. 

Spiludbyderne skal fx også forholde sig til, hvilke risici der eventuelt er forbundet med, at kunderne får stillet en spilkonto til rådighed. Det kan fx være den omstændighed, at kundernes gevinster bliver udbetalt til spilkontoen. På samme måde skal spiludbyderne efterfølgende vurdere, hvilke tiltag der skal iværksættes for at begrænse de identificerede risici, som der kan være forbundet med spilkontoen. 
Â