Påtale til Mr. Green for overtrædelse af hvidvaskloven

21, jan 2022

Spillemyndigheden har den 20. januar 2022 givet Mr. Green påtale for at have overtrådt reglerne om kundekendskabsprocedurer i hvidvasklovens § 10, nr. 1, og § 11, stk. 1, nr. 5, og reglerne om undersøgelsespligt i hvidvasklovens § 25.

Påtalen er givet, fordi Mr. Green har ladet en ung spiller indbetale ca. 325.000 kr. til sin spilkonto i løbet af et år uden, at Mr. Green havde tilstrækkeligt kendskab til, om spillerens midler stammede fra kriminelle forhold. Dermed har Mr. Green ikke efterlevet forpligtelserne om kundekendskabsprocedurer og undersøgelsespligten. 

Mr. Green havde via internetsøgninger fundet ud af, hvad spilleren beskæftigede sig med samt umiddelbart indtjeningsniveau. Det var Mr. Greens opfattelse, at spilleren inden for dette indtjeningsniveau kunne finansiere sit spil til trods for, at spilleren havde indbetalt mere end sin disponible indkomst. Mr. Green foretog derfor ikke yderligere for at fastlægge midlernes oprindelse, fx ved at undersøge spillerens indkomstforhold nærmere. 

Det er Spillemyndighedens opfattelse, at Mr. Green har foretaget en fejlagtig vurdering af, hvad spilleren var beskæftiget med, og derfor også har foretaget en fejlagtig vurdering af, hvad spillerens indkomst var. Mr. Green har derfor ikke haft tilstrækkeligt kendskab til spilleren. Mr. Green burde have undersøgt spillerens formue og indkomstforhold yderligere, fordi de foreliggende undersøgelser ikke var tilstrækkelige til at afkræfte mistanke om hvidvask.

Spillemyndigheden bemærker, at reglerne om kundekendskabsprocedurer og undersøgelsespligt er helt grundlæggende i hvidvaskloven, og overtrædelse af reglerne fører som det klare udgangspunkt til påbud eller påtale eller, i grove eller gentagne tilfælde, til politianmeldelse. 

Påtalen medfører ikke nogen handlepligt for Mr. Green, idet Mr. Green efterfølgende har indført nye forretningsgange for kundekendskabsprocedurer og undersøgelsespligt.