Mistanke om ulovligt spil?

Spillemyndigheden fører tilsyn med at spil i Danmark foregår fair og ansvarligt, det vil sige at vi holder øje med, at spiludbyderne lever op til de krav, der stilles i spillelovgivningen. 

Mistanke om, at en spiludbyder overtræder loven?

Spillemyndigheden fører blandt andet tilsyn på baggrund af henvendelser, vi modtager fra borgere. Derfor modtager vi meget gerne underretninger om mulige overtrædelser af spillelovgivningen.

Du kan sende underretninger til os via vores kontaktformular. Vælg kategorien ”Anmeld ulovligt spil”.

Vær opmærksom på, at når du underretter Spillemyndigheden om mulige overtrædelser af lovgivningen, vil du som udgangspunkt ikke blive orienteret, hvis vi skulle vælge at gå videre med din anmeldelse.

Hvis Spillemyndigheden modtager en henvendelse, som er uden for myndighedens område, vil Spillemyndigheden forsøge at vejlede om, hvem henvendelsen i stedet skal rettes til.

Kontakt Spillemyndigheden

Har du opdaget et spil uden tilladelse?

Et spil er ulovligt, hvis den virksomhed, der udbyder spillet, ikke har en tilladelse fra Spillemyndigheden, og de retter deres spiludbud mod Danmark. Det er også ulovligt at reklamere for spiludbydere uden tilladelse i Danmark.

Hvis du finder eksempler på spiludbydere uden tilladelse eller nogle der reklamerer for spiludbydere uden tilladelse, kan du anmelde dette til Spillemyndigheden via vores kontaktformular. Vælg også her kategorien ”Anmeld ulovligt spil og markedsføring” Det vil være en stor hjælp, hvis der i din anmeldelse oplyses om domænenavn/navnet på medie/adresse på spillestedet med angivelse af dato for reklameringen, samt hvis der vedhæftes dokumentation for det ulovlige udbud/reklamering.

Kontakt Spillemyndigheden

Hvorfor skal du vælge de lovlige hjemmesider?

Hvis du spiller hos en spiludbyder med tilladelse i Danmark, skal spillene udbydes på en rimelig, ansvarlig og gennemsigtig måde og i overensstemmelse med dansk lovgivning. 

Samtidig er du, når du spiller på hos en spiludbyder med dansk tilladelse, sikret at der allerede er betalt afgift af en eventuel gevinst.

Hvad sker der med anmeldelsen?

Det er en af Spillemyndighedens vigtigste opgaver at beskytte det lovlige spillemarked, dvs. de spiludbydere, som har fået en tilladelse. Vi er derfor altid interesserede i at høre, hvis der reklameres for eller udbydes spil fra en spiludbyder uden tilladelse.

Henvendelsen indgår i vores almindelige tilsyn med spillemarkedet, hvor vi kan undersøge nærmere, om der er reklameret for eller udbudt spil fra en spiludbyder uden tilladelse.

Spiludbydere, der udbyder spil uden tilladelse, vil få en henstilling fra Spillemyndigheden om at ophøre med det ulovlige spiludbud. I sidste ende vil vi kunne gå i byretten for at få blokeret for den pågældende hjemmeside og/eller anmelde den pågældende udbyder til politiet.

Medier, der reklamerer for spil eller spiludbydere uden tilladelse, vil få en henstilling fra os om at ophøre med den ulovlige reklamering. Hvis mediet ikke ophører med den ulovlige reklamering, kan mediet blive anmeldt til politiet.

Rapport om ulovligt onlinespil

Spillemyndigheden udgiver en gang om året en rapport om ulovligt onlinespil, om vores arbejde med området.

Læs rapporten om ulovligt onlinespil

Særligt for pyramidespil

Det er forbudt at udbyde pyramidespil i Danmark. Kendetegnene for pyramidespil er, at:

  • Deltagelse kræver indsats af penge eller andre økonomiske værdier
  • Deltagerne stilles mulighed for økonomisk vinding i udsigt, og
  • Den økonomiske vinding hidrører hovedsagelig fra indsats fra deltagere, som efterhånden indtræder i arrangementet.

Pyramidespil er "pyramidisk opbygget". Dette betyder, at grundlaget for initiativstarterens og deltagernes økonomiske indtjening i pyramidespillet bliver skabt ved, at i hvert fald nogle af deltagerne i "pyramiden" hverver mere end én ny deltager og dermed får pyramiden til at vokse. 

Den økonomiske vinding/gevinsten skal hovedsagelig stamme fra indsats, der betales af nye deltagere i spillet, før der kan være tale om et pyramidespil. Indtjeningen i et pyramidespil vil dermed ikke primært stamme fra en reel omsætning af varer eller tjenester. Et arrangement kan godt være pyramidisk opbygget uden at overtræde forbuddet mod pyramidespil, hvis der er tale om en reel salgsorganisation. Sådanne organisationer kendes ofte som "Multi Level Marketing" eller "Network Marketing".

Grænsedragningen mellem de i udgangspunktet lovlige Multi Level/Network Marketing tilfælde og de ulovlige pyramidespil vil typisk være op til en meget konkret vurdering. 

Loven gælder lige for alle, både privatpersoner og selskaber. Det er kun den person eller det selskab, som udbyder pyramidespillet, der kan straffes direkte efter spillelovens regler. Ved "udbud" af pyramidespil forstås dog både det at påbegynde selve pyramidespillet og at fortsætte dette ved at hverve nye medlemmer til spillet. Dette gælder uanset, om de nye medlemmer accepterer invitationen.

Mistanke om matchfixing?

Hvis du har mistanke om, at der finder matchfixing sted i forbindelse med et væddemål, kan du kontakte Spillemyndigheden via vores kontaktformular.

Kontakt Spillemyndigheden