Gå til indhold

Tilsyn og reaktioner efter hvidvaskloven

Spillemyndigheden fører tilsyn med alle spiludbydere, som udbyder spil i Danmark med tilladelse og spiludbydere etableret i Danmark, der udbyder spil i andre lande.

Tilsyn

I forbindelse med Spillemyndighedens tilsyn udtager vi på baggrund af en risikovurdering konkrete spiludbydere til inspektion og undersøger, om spiludbyderne overholder hvidvasklovens forpligtelser. 

Former for inspektioner

Spillemyndighedens tilsyn omfatter tre forskellige slags inspektioner; full scope, ad hoc og tematisk. 

  • Ved en full scope-inspektion kontrollerer Spillemyndigheden, at spiludbyderen overholder alle forpligtelser i hvidvaskloven. 
  • Ved en ad hoc-inspektion kontrollerer Spillemyndigheden, at spiludbyderen overholder specifikke forpligtelser i hvidvaskloven. 
  • Ved en tematisk inspektion udvælger Spillemyndigheden et tema og gennemgår herefter typisk flere spiludbyderes materiale inden for det valgte tema. Spiludbyderen er forpligtet til at udlevere al information, som er nødvendigt for udførelse af inspektionen.  

Inspektionens forløb

Herunder kan du læse mere om, hvordan en inspektion kan forløbe. Spillemyndigheden vil dog altid tage udgangspunkt i de konkrete forhold i hver enkel inspektion. 

Spillemyndigheden orienterer spiludbyderen om, at spiludbyderen er udtaget til en inspektion. Samtidig vil spiludbyderen blive bedt om at indsende udvalgt skriftligt materiale, som spiludbyderen i henhold til hvidvaskloven er forpligtet til at have udarbejdet. 

Spillemyndigheden gennemgår derefter materialet.  

Spillemyndigheden vurderer herefter, om der er behov for at indkalde spiludbyderen til et interview. Formålet med interviewet er blandt andet at stille spørgsmål til det indsendte materiale. 

Hvis Spillemyndigheden vurderer, at der er grundlag for at give spiludbyderen en reaktion, vil Spillemyndigheden sende en skriftlig partshøring, så spiludbyderen får lejlighed til at komme med bemærkninger. 

Spillemyndigheden vil herefter afslutte inspektionen med en afgørelse om et påbud og/eller en påtale, en politianmeldelse eller et afsluttende brev uden en reaktion.  

Hvis Spillemyndigheden træffer en afgørelse, om påbud og/eller påtale, vil vi offentliggøre et resumé af afgørelsen på vores hjemmeside. 

Hvis Spillemyndigheden træffer afgørelse om et påbud, vil spiludbyderen blive tilbudt et vejledningsmøde med Spillemyndigheden.  

Reaktioner

Efter hvidvaskloven kan Spillemyndigheden enten udstede en straksforbedring, en påtale, et påbud eller politianmelde spiludbyderen. 

Straksforbedring

Ved ukomplicerede og ikke væsentlige overtrædelser af formalia og i tilfælde, hvor spiludbyderen erkender at have begået en fejl, kan Spillemyndigheden som et alternativ til et påbud indgå en mundtlig aftale med spiludbyderen om en straksforbedring. Det betyder, at spiludbyderen indvilliger i straks at rette op på forholdet i overensstemmelse med Spillemyndighedens instruks herom. 

Straksforbedring anvendes således, hvor Spillemyndigheden vurderer, at et påbud er unødigt formalistisk. 

Påbud

Spillemyndigheden kan give påbud til spiludbydere for overtrædelse af hvidvaskloven. Påbuddet vil indeholde en frist, hvorefter spiludbyderen inden for den angivne frist skal have opfyldt sine forpligtelser efter loven. 

Spillemyndigheden anvender påbud i de situationer, hvor vi påbyder en bestemt adfærd eller handling fremover. Det kan både være i tilfælde, hvor spiludbydere handler i strid med loven eller undlader at handle, selvom en handling er påkrævet efter loven. 

Påbuddet vil indeholde en frist for, hvornår spiludbyderen skal have opfyldt sine forpligtelser efter loven. 

Et påbud kan ikke anvendes på en lovovertrædelse, som ikke længere eksisterer. 

Påtale

Hvis der er konstateret en lovovertrædelse, som ikke længere består, kan Spillemyndigheden ikke anvende påbud som en tilsynsreaktion, da der ikke er noget fremadrettet at rette op på. Dette kan fx være, hvor en spiludbyder af egen drift allerede har rettet op på forholdet. 

I stedet kan Spillemyndigheden give en påtale, der er en variant af påbud. Hvis der er tale om grovere eller gentagne lovovertrædelser, vil der dog skulle ske politianmeldelse i stedet.  

Politianmeldelse

Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af en række bestemmelser i hvidvaskloven kan medføre en politianmeldelse fra Spillemyndigheden og i sidste ende udmunde i en bøde til spiludbyderen, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens regler. Forældelsesfristen for overtrædelse af hvidvasklovgivningen er 5 år.  

Offentliggørelse

Spillemyndigheden er forpligtet til at offentliggøre reaktioner efter hvidvaskloven på Spillemyndighedens hjemmeside. 

Reaktioner er alle de reaktioner, Spillemyndigheden udsteder, herunder alle påbud, påtaler og beslutninger om at politianmelde en spiludbyder. Offentliggørelsen skal ligge på Spillemyndighedens hjemmeside i 5 år.