Bliv elev
Kontorelever
Som kontorelev i Spillemyndigheden får du en uddannelse, der kombinerer praktisk erfaring og teoretisk undervisning. Den praktiske del foregår på vores lokation i Odense C, mens skoleforløbene afvikles på Tietgenskolen.
Vi har som udgangspunkt to kontorelever ad gangen – én på 1. år og én på 2. år.
1. årseleven er tilknyttet kontoret Økonomi, Styring og Administration. Her arbejder eleven blandt andet med opkrævning af årsgebyrer, håndtering af mails, rejseafregninger, planlægning af arrangementer, samt fakturahåndtering (postering, attestering og betaling). Eleven får to faste oplæringsansvarlige, så der altid er støtte og sparring.
2. årseleven er placeret i kontoret Lotteri og Landbaseret Spil, hvor opgaverne primært består af sagsbehandling og besvarelse af henvendelser fra både borgere og virksomheder – både telefonisk og skriftligt. Også her får eleven en fast oplæringsansvarlig.
Datateknikerelever
Spillemyndigheden har én datateknikerelev ansat ad gangen. Uddannelsen veksler mellem skoleophold og praktikperioder, hvor praktikforløbene danner grundlag for elevens læringsplan. Skoleundervisningen foregår på en erhvervsskole, hvor du opnår den faglige viden, du efterfølgende omsætter til praksis i din tid hos Spillemyndigheden.
Datateknikereleven er tilknyttet kontoret Data og Systemer. Her spænder opgaverne bredt – fra vedligeholdelse og udvikling af it-systemer, der understøtter organisationens arbejde, til programudvikling på tilsynsområder, kvalitetssikring i testmiljøer, løbende testforløb og iterativ feedback.