Spillemyndigheden blokerer 55 ulovlige hjemmesider

19, mar 2021

 Spillemyndigheden har fået medhold i byretten til at få blokeret 55 hjemmesider, der udbyder ulovligt spil – det højeste antal blokeringer nogensinde i Spillemyndighedens historie. 

Det er syvende gang, at Spillemyndigheden går i retten for at få blokeret ulovlige hjemmesider, der udbyder væddemål, onlinekasino mm. til danskere uden at have en tilladelse til det. Byretten gav den 2. marts 2021 Spillemyndigheden medhold i 55 sager. Det vil medføre det højeste antal blokeringer på en gang, siden Spillemyndigheden i 2012 begyndte at blokere hjemmesider. 

”En af vores fornemste opgaver er at beskytte spillerne mod ulovligt spil. Samtidig skal vi sikre, at de udbydere, der har tilladelse til at udbyde spil i Danmark, kan drive deres virksomhed under ordnede forhold. Det rekordhøje antal viser tydeligt, at der er behov for den målrettede indsats, og vi vil derfor opretholde det øgede fokus i fremtiden,” siger direktør i Spillemyndigheden, Anders Dorph. 

Sagen endte med at blive principiel, da internetudbyderne som noget nyt hævdede, at en hjemmeside kun kan kræves blokeret, hvis Spillemyndigheden kan bevise, at danske spillere rent faktisk har spillet på den pågældende side.  

Retten gav dog Spillemyndigheden medhold og godkendte den aktuelle praksis, hvor Spillemyndigheden via screenshots fra hjemmesiderne dokumenterer, at der udbydes pengespil rettet mod det danske marked uden dansk tilladelse. Derfor er processen med at blokere de ulovlige hjemmesider nu sat i gang. Internetudbyderne har valgt at kære byrettens afgørelse til landsretten. 

Inden byrettens medhold i år havde Spillemyndigheden gennem årene fået blokeret i alt 90 hjemmesider på denne måde. Nu er tallet altså oppe på 145 i alt. Arbejdet med at udsøge og blokere sider, der udbyder spil ulovligt, er en vigtig del af Spillemyndighedens arbejde med at sikre et fair og lovligt spilmarked i Danmark.  

I 2020 havde Spillemyndigheden øget fokus på at finde de hjemmesider, der enten udbyder eller markedsfører spil til danskerne uden tilladelse. Der blev udsøgt flere ulovlige sider end sædvanligt, hvilket også afspejles i det høje antal blokeringer. 

Når Spillemyndigheden vurderer, at en hjemmeside udbyder spil rettet mod Danmark uden tilladelse, anmoder Spillemyndigheden hjemmesiden om at stoppe det ulovlige udbud. Sker dette ikke, går sagen videre til byretten. 

Alle spiludbydere med en dansk tilladelse skal have Spillemyndighedens tilladelsesmærke placeret synligt på deres hjemmeside og al markedsføringsmateriale. På den måde kan man som spiller nemt kontrollere, at en side har tilladelse til at udbyde spil i Danmark.  

 

Spillemyndigheden blokerer 55 ulovlige hjemmesider (marts 2021)

Byretten har givet Spillemyndigheden medhold i at få blokeret et rekordstort antal ulovlige hjemmesider

Læs mere om de blokerede hjemmesider, og se en liste over dem i faktaarket.