Spillemyndigheden blokerer 25 ulovlige spilhjemmesider

03, apr 2019

Den 25. marts 2019 fik Spillemyndigheden medhold hos Københavns byret i en sag om blokering af 25 hjemmesider, der udbyder ulovligt spil i Danmark.

Spillemyndigheden anmodede tidligere i år om, at Teleselskaberne blokerer 25 ulovlige spilhjemmesider. Af de 25 hjemmesider er der 10 hjemmesider med traditionelt spiludbud rettet mod Danmark og 15 skinbetting-sider. Fælles for alle siderne er, at ingen af dem har tilladelse til at udbyde spil i Danmark.

Birgitte Sand, direktør i Spillemyndigheden, fortæller: - Vi anvender løbende vores hjemmel til at blokere hjemmesider. Det gør vi for at beskytte de spiludbydere, der rent faktisk har tilladelse til at udbyde spil i Danmark. Men også i høj grad for at beskytte spillerne. Her har vi især fokus på de sider, der tilbyder skinbetting, da de ofte henvender sig til børn og unge under 18 år.

Ny søgestrategi til skinbetting-hjemmesider
Det er anden gang, at Spillemyndigheden går rettens vej for at få blokeret skinbetting-hjemmesider. Første gang var i februar 2018, hvor seks sider blev blokeret. Stigningen fra seks til 15 skyldes især, at Spillemyndigheden har udarbejdet en ny søgestrategi tilpasset skinbetting-hjemmesider. Det er ofte mere krævende at finde og verificere skinbetting-hjemmesider end traditionelle spilhjemmesider, men den nye søgestrategi har allerede vist sig effektiv, og skal gerne gøre det endnu nemmere at finde de ulovlige skinbetting-hjemmesider.

-Vi vil også fremover arbejde målrettet og vedholdende med at finde og blokere de ulovlige skinbetting-hjemmesider, selvom vi kan konstatere, at lige netop disse sider har en tendens til at besværliggøre vores arbejde med at dokumentere og blokere, siger Birgitte Sand, og uddyber: - Men vi fortsætter vores indsatser mod ulovligt spil og ser med stor alvor på skinbetting-siderne. Især, da de ofte involverer børn, der spiller computerspil, som pludselig kan ændre sig til pengespil. Derfor kigger vi også på andre metoder til at komme de ulovlige sider til livs, samtidig med at vi selvfølgelig løbende overvåger det traditionelle udbud af væddemål og onlinekasino, der retter sig mod Danmark uden tilladelse.

Tilfredshed med kendelsen
Direktør Birgitte Sand glæder sig over byrettens afgørelse:

- Vi er naturligvis yderst tilfredse med kendelsen. Den understreger, at vi går målrettet efter at få stoppet de hjemmesider, der udbyder ulovligt spil i Danmark.  

Sidst Spillemyndigheden var i retten og få blokeret hjemmesider var i februar 2018. Her blev der lukket 24 hjemmesider hvoraf seks var skinbetting-hjemmesider.

De blokerede hjemmesider:

nordicasino.com
orientxpresscasino.com
casinonapoli.com
ramsesgold.com

ph.casino
cashpot-casino.com
cashpotcasino.com
mrjamescasino.com
lafiestacasino.com
1xbet.com

Skinbetting-sider

csgopolygon.com
csgoempire.com
csgoroll.com
csgorgb.com
csgoatse.com
csgetto.com
csgobig.com
csgo-case.com
csgohunt.com
csgosick.com
skinbet.gg
csgofast.com
d2selector.com
skingames.co
playitems.com