Spillemyndigheden blokerer 16 ulovlige hjemmesider

29, apr 2020

Spillemyndigheden fik d. 28. februar 2020 medhold i retten til at få blokeret 16 hjemmesider, der udbyder ulovligt spil. Det betyder, at adgangen til hjemmesiderne nu er lukket.

Det er sjette gang, at Spillemyndigheden går i retten for at få blokeret ulovlige hjemmesider, der udbyder væddemål, onlinekasino og skinbetting til danskere uden at have en tilladelse til det. Siden 2012 har Spillemyndigheden blokeret i alt 74 hjemmesider på denne måde. Arbejdet med at udsøge og blokere sider, der udbyder spil ulovligt, er en vigtig del af Spillemyndighedens arbejde med at sikre et fair og lovligt spilmarked i Danmark.

”Vi arbejder i høj grad for at beskytte spillerne mod ulovligt spil, ligesom vi skal sikre de udbydere, der har en tilladelse til at udbyde spil i Danmark, kan drive deres virksomhed under ordnede forhold. Derfor er det meget vigtigt for os at slå hårdt ned, når der bliver udbudt spil uden tilladelse”, siger direktør i Spillemyndigheden Morten Niels Jakobsen. 

Når Spillemyndigheden vurderer, at en hjemmeside udbyder spil rettet mod Danmark uden tilladelse, og siden ikke lukkes ned, henstiller Spillemyndigheden til internetudbyderne at blokere for siden. Internetudbyderne vil gerne have domstolenes ord for, at der udbydes ulovligt spil, og sagen ender derfor i byretten. De blokerede sider kan herefter ikke tilgås fra en dansk IP-adresse.

Alle spiludbydere med en dansk tilladelse skal have Spillemyndighedens tilladelsesmærke placeret synligt på deres hjemmeside og al markedsføringsmateriale. På den måde kan man som spiller nemt kontrollere, at en side har tilladelse til at udbyde spil i Danmark.

Syv af siderne udbød skinbetting, hvor indsatsen er virtuelle genstande fra computerspil i stedet for penge. Spillemyndigheden ser med særlig stor alvor på skinbetting, da denne spiltype især tiltrækker unge under 18, der via computerspil kan blive eksponeret for elementer, der hører hjemme i pengespil.

I slutningen af 2020 udgiver Spillemyndigheden en undersøgelse om unges forhold til gaming og gambling. Undersøgelsen er en del af den politiske aftale om nye tiltag mod spilafhængighed fra juni 2018.

Download faktaark om de 16 blokerede hjemmesider

Spillemyndigheden blokerer 16 hjemmesider med ulovligt spil

Faktaark, der fortæller om blokering af 16 hjemmesider