Påtale til Hillside (New Media Malta) plc for overtrædelse af hvidvaskloven

23, maj 2022

Spillemyndigheden har den 19. maj 2022 givet Hillside (New Media Malta) plc (herefter ”Hillside”) en påtale for at have overtrådt reglerne om kundekendskabsprocedurer i hvidvasklovens § 10, nr. 1, og § 11, stk. 1, nr. 5, reglerne om undersøgelsespligt og noteringspligt i hvidvasklovens § 25.

Påtalen er givet, fordi Hillside har ladet en ung spiller indbetale ca. 190.000 kr. til sin spilkonto i løbet af lidt mere end et år uden, at Hillside havde tilstrækkeligt kendskab til, om spillerens midler stammede fra kriminelle forhold. Spillerens alder sammenholdt med det indbetalte beløb burde have givet Hillside anledning til at undersøge midlernes oprindelse nærmere, fx ved at indhente oplysninger om indkomstforhold. Eftersom Hillside ikke havde foretaget undersøgelser af spilleren, forelå der heller ingen notater på spilleren. Dermed har Hillside) ikke efterlevet forpligtelserne om kundekendskabsprocedurer, undersøgelse og notering.

Påtale medfører ingen handlepligt

Spillemyndigheden bemærker, at reglerne om kundekendskabsprocedurer, undersøgelsespligt og noteringspligt er helt grundlæggende i hvidvaskloven, og overtrædelse af reglerne fører som det klare udgangspunkt til påbud eller påtale eller, i grove eller gentagne tilfælde, til politianmeldelse. 

Påtalen medfører ikke nogen handlepligt for Hillside, idet Hillside efterfølgende har indført nye forretningsgange for kundekendskabsprocedurer og undersøgelse.