Ny undersøgelse: Lidt flere danskere risikerer at blive afhængige af spil

30, aug 2016

Pressemeddelelse fra Spillemyndigheden den 30. august 2016

Ny undersøgelse: Lidt flere danskere risikerer at blive afhængige af spil

Færre danskere spiller om penge i dag end for 10 år siden, men flere er i risiko for at få problemer med spilafhængighed. Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Nye initiativer skal imødegå udviklingen.

SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) offentliggør i dag en rapport om pengespil og spilleproblemer i Danmark. Rapporten er finansieret af Skatteministeriet, og resultaterne kan sammenlignes med en tilsvarende undersøgelse, som blev udført af SFI i 2005.

Færre spiller om penge

Ifølge rapporten er andelen af 18-74 årige, som har spillet om penge inden for det seneste år lavere i 2016 end i 2005. I 2005 var det 76 procent, i år er det 63 procent. Omvendt viser rapporten, at lidt flere 18-74 årige har en spiladfærd, der kan udvikle sig til at blive problematisk.

SFI skønner, at antallet af personer med egentlig spilafhængighed (ludomani) er ca. 10.000. Tallet fra 2005 er ca. 6.000. Det præcise antal er vanskeligt at fastslå på grund af statistisk usikkerhed.

Flest mænd mellem 18 og 39 år er i risikozonen

Undersøgelserne fra både 2005 og 2016 viser, at det primært er 18-39 årige mænd, som er i risikozonen for at udvikle en problematisk spiladfærd. Desuden viser den nye undersøgelse, at den hyppigst spillede spiltype blandt spillere med moderate eller alvorlige spilleproblemer er væddemål, mens det i 2005 var kortspil.

I rapporten peges der på, at udbredelsen af spilproblemer er mindre i Danmark end i Norge og Storbritannien, mens der ikke ser ud til at være forskelle på udbredelsen af spilproblemer i Sverige og Danmark.

Spillemyndigheden lancerer en App og styrker oplysningsindsatsen

Allerede da markedet for væddemål og onlinekasino blev liberaliseret i 2012 udviklede Spillemyndigheden, der er en styrelse under Skatteministeriet, et register over frivilligt udelukkede spillere (ROFUS). Her kan spillerne frivilligt via Spillemyndighedens hjemmeside, nemt og hurtigt udelukke sig selv fra onlinespil i en periode fra 24 timer eller permanent I øjeblikket har ca. 7.500 danskere registreret sig i ROFUS.

- Det er vigtigt, at vi som myndighed på området gør vores for at oplyse om mulighederne for at forebygge et eventuelt spilproblem, siger Spillemyndighedens direktør Birgitte Sand.
- Vi vil derfor iværksætte en række tiltag, som skal øge kendskabet til reglerne i spillelovgivningen med særlig fokus på ROFUS samt en App, hvor man kan følge sit spilforbrug og teste sig selv for spilafhængighed, siger Birgitte Sand.

Tiltag, der iværksættes i løbet af efteråret 2016 og starten af 2017:

  • En App, hvor spilleren får mulighed for at udelukke sig i ROFUS, registrere sit spilforbrug, teste sig for spilafhængighed og finde behandlingstilbud
  • Tilbud til uddannelsesinstitutioner, sportsklubber mv. om at få Spillemyndigheden ud og fortælle om spillelovgivningen
  • En kampagne, der udbreder kendskabet til ROFUS.

I december 2016 kommer SFI desuden med en undersøgelse af udbredelsen af spilafhængighed blandt de 13 – 17 årige.

Flere oplysninger:

Direktør Birgitte Sand, 25 44 05 03, bs@spillemyndigheden.dk
Kontorchef Jan Madsen, 72 38 96 59, jm@spillemyndigheden.dk

Rapporten fra SFI kan hentes her.