60.000 har udelukket sig selv fra pengespil i ROFUS
Flere danskere vælger at tage ansvar for deres spiladfærd. Den 1. maj 2025 passerede Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere (ROFUS) en vigtig milepæl: Over 60.000 personer har nu valgt at udelukke sig selv fra pengespil i Danmark. Langt de fleste er yngre mænd.
Registeret, der blev oprettet i 2012, gør det muligt for personer med blot få klik at udelukke sig selv fra online pengespil, fysiske kasinoer og væddemål hos forhandlere med tilladelse i Danmark.
”Det er glædeligt, at dem, der har brug for at udelukke sig selv fra spil, benytter sig af ROFUS. Det viser, at kendskabet til værktøjet vokser, og at det opfylder en vigtig funktion i indsatsen mod spilafhængighed,” siger Anders Dorph, direktør i Spillemyndigheden.
Siden 2012 er antallet af registrerede vokset hvert år – fra under 1.500 i det første år til nu over 60.000. Stigningen de seneste år kan blandt andet tilskrives øgede krav til spiludbyderne om at informere om ROFUS samt Spillemyndighedens kampagner. I starten af 2025 lancerede Spillemyndigheden fx kampagnen ”Ta’ det ROFUS”, der har til formål at ændre unge mænds opfattelse af ROFUS og gøre det at udelukke sig fra spil mindre tabubelagt.
Unge mænd er stærkt overrepræsenterede
Generelt er de yngre mænd dog overrepræsenterede i statistikkerne for ROFUS: Data fra den 1. maj 2025 viser, at hele 58 procent af alle registrerede mænd er under 40 år, og i aldersgruppen under 20 år er 96 procent mænd.
”Tallene bekræfter en tendens, vi har set i flere år – nemlig at unge mænd i særlig grad er i risiko for problematisk spiladfærd. Derfor arbejder vi målrettet med oplysning i netop denne gruppe, blandt andet gennem oplæg på ungdomsuddannelser,” siger Anders Dorph.
Spillere kan vælge mellem en midlertidig udelukkelse (fra 24 timer til seks måneder) eller en endelig udelukkelse, der først kan ophæves efter et år.
Spillemyndigheden vil fortsat arbejde for at øge kendskabet til ROFUS og andre forebyggende initiativer, som skal sikre, at pengespil i Danmark foregår ansvarligt.
Stadig flere danskere udelukker sig fra pengespil. I maj 2025 rundede Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere (ROFUS) over 60.000 registrerede. Opgørelsen viser, at unge mænd er stærkt overrepræsenterede.