Spiludbyderes forpligtelse til at risikovurdere ny teknologi inden lancering
Ifølge hvidvasklovens § 7, stk. 1, er spiludbydere forpligtede til at identificere og vurdere risikoen for, at de kan blive misbrugt til hvidvask. Risikovurderingen skal tage udgangspunkt i spiludbyderens forretningsmodel og omfatte risikofaktorer, der er forbundet med kunder, produkter, tjenesteydelser og transaktioner samt leveringskanaler og lande eller geografiske områder.
Spillemyndigheden gør opmærksom på, at denne pligt indebærer, at ny teknologi, som en spiludbyder måtte benytte sig af, skal risikovurderes inden lancering, så der ikke er dele af spiludbyderens forretning, som ikke er risikovurderet. Ny teknologi kunne fx være lanceringen af nye spil eller nye betalingsløsninger. Introduktion af ny teknologi er derfor en ændring i spiludbyderens forretningsmodel, hvilket medfører, at der skal ske en opdatering af risikovurderingen.
Ved lancering af et nyt spilprodukt eller anden teknologi, som spiludbyderen ikke tidligere har haft erfaring med, skal spiludbyderen undersøge, om der findes relevante kilder, som kan underbygge risikovurderingen.
Læs mere om risikovurdering i Spillemyndighedens vejledning om forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering.